Kommissionens forslag til finansiering fokuserer på projekter på tværs af landegrænser og bæredygtige transportformer
23/11/2007
Europa-Kommissionen har fremlagt sine forslag til finansiering af Transeuropæiske transportnet (TEN-T) projekter for perioden 2007-2013. Ved udvælgelsen af projekterne har Kommissionen lagt vægt på projekter på tværs af landegrænser og miljøvenlige transportformer såsom transport ad indre vandveje og med jernbane.
Efter offentliggørelsen af fire forslagsindkaldelser modtog Kommissionen 221 forslag til projekter. Det støttebeløb, der er ansøgt om, (mere end 11,5 mia. EUR) oversteg langt Fællesskabets disponible budgetramme på 5,1 mia. EUR.
Udvælgelsen af projekter er et tydeligt udtryk for Kommissionens erklærede mål om så vidt muligt at koncentrere den disponible støtte på kritiske delstrækninger, som krydser landegrænser. Dette ses af, at arbejder og undersøgelser for projekter på tværs af landegrænser under ét udgør 56 % af den samlede finansiering.
De udvalgte projekter opfylder også Kommissionens mål for en bæredygtig udvikling af transporten. Kommissionen foreslår at yde den størst mulige finansiering af projekter vedrørende transport ad indre vandveje. Den samlede tildeling til disse projekter udgør 11,5 % af de disponible ressourcer til de 30 prioriterede projekter, hvorimod jernbanesektorens andel er 74,2 %.
Blandt de projekter, der modtager en betydelig støtte, er højhastighedsstrækningen Lissabon og Madrid (Evora-Merida), "Rail Baltica", undersøgelser med henblik på "Trieste – Divača" forbindelsen mellem Slovenien og Italien, den faste jernbane-/vejforbindelse over Femer Bælt, de transalpine jernbaneforbindelser ved Brenner og Mont Cenis, Seine-Schelde-kanalen og udbygningen af Donau.
Kommissionen har derudover udvalgt forslag angående European Rail Traffic Management System (ERTMS), intelligent transportsystem intelligent transportsystem (ITS) og lufttrafikstyring (ATM).
"Med de foreslåede beslutninger tages der fat på den væsentligste udfordring for transport og TEN-politikker. De vil skabe stor merværdi for EU og forbedre bæredygtigheden af transport i Europa", udtalte Jacques Barrot, der er næstformand for Kommissionen med ansvar for transport.
Ud over det flerårige program har Kommissionen også udvalgt flere projekter med henblik på det årlige TEN-T program for 2007. Det årlige program supplerer det flerårige program og rummer i kraft af dets årlige karakter en høj grad af fleksibilitet med hensyn til at imødekomme nye behov. Inden for det årlige program er der ansøgt om støtte på i alt 945 mio. EUR, hvilket langt oversteg den disponible fællesskabsfinansiering på 112 mio. EUR.
De foreslåede projekter er nu sendt til medlemsstaterne og Europa-Parlamentet. Efter at TEN-finansieringsudvalget er nået frem til en aftale, vil Europa-Parlamentet benytte sin ret til indsigt. Det forventes, at Kommissionen vil vedtage sine endelige beslutninger om projektfinansiering i begyndelsen af næste år.
Den samlede liste over projekter, der foreslås samfinansieret, findes i MEMO/07/491. Yderligere oplysninger om det transeuropæiske transportnet findes på adressen: Trans-European Transport Networks.
Kilde: Europa-Kommissionen.